Jeg synes det er tankevækkende at man i Information den 1. november 2012 kunne læse om en ny tendens, DR er danskernes nye terapeut !
Endnu et blad vendes i den store stime af selvhjælpsmuligheder. Men er det ikke en passiv én af slagsen ? Det går lige lukt ind gennem øjnene til aftenkaffen uden at man gør andet end trykke på fjernbetjeningen.
Kommer der nogen kognitiv forbindelse og ændring af ens liv ud af det, eller handler det dybest set om selviscenesættelsen, der endnu engang stikker sit Medusa hoved op til overfladen ?
Deltageren, Peter Lykke Larsen i programmet, En fars forvandling har været glad for sin coaching;
Men jeg tænkte, at der jo er masser af andre mennesker, der krænger sjælen ud foran et kamera i alle mulige tv-programmer. Det at andre har gjort det, har betydet, at jeg selv har turdet være med. Og jeg har kun fået positive tilbagemeldinger på min deltagelse. Jeg tror, det er, fordi folk har kunnet se, at det var et hudløst ærligt program”. (Peter Lykke Larsen).
Jeg lader rulleteksten stå, og går til Informations klumme, I kulturen, også fra 1. november.
Her causerer Rasmus Bo Sørensen om det med hemmeligheder, herunder det narrative begær og hvordan det driver vores læselyst. I den forbindelse nævner han den britiske litteraturforsker Frank Kernmode, som i sin bog, The Sense of an Ending, går skridtet videre og
fortolker vores læselyst som udtryk for en grundlæggende menneskelig trang til at ville forstå vores liv – og i sidste ende se en mening med døden, som den personlige afslutning, hvor hemmelighederne hører op og alting forklares” (Citat fra klummen)
Så måske har vi brug for en metafysisk overbygning på Medusas hoveder, en overbygning, som forbinder det indre og det ydre, det, vi ser og præsenterer om os selv, og det indre, hvor den enkelte har sin sjæl foldet sammen.
Og hvad er det lige med den læselyst, og det som litteratur kan, vel og mærke forstået som aktiv selvhjælp ?
