Tænketanken som idébank

Everything is changing according to plan

Og det gælder også Tænketanken !

Vi er kommet langt siden opstarten sidste år, hvor vi brugte de fire vismænd, Ekelöf, Kierkegaard, Proust og Springsteen som afsæt til at gå i kødet på eksistensen.

I årets løb har vi udover blog indlæg, frugtbare diskussioner, afholdelse af kurser og læsning af fantastisk litteratur bevæget os over imod et projekt omkring litterapi – en krydstænkning mellem terapi og litteratur.

Hertil hører bloggen litterapi, hvor du er velkommen til at læse med.

Vi har også planlagt en Proust retreat i uge 21 i 2013, læs mere her.

En eftertænksom kop

Hvad er sundt og hvad er usundt at læse?

God litteratur skal kunne omsættes i handling, skrev Valdemar Vedel. Han læste På sporet efter den tabte tid
som et selvbiografisk, sjælsafsøgende værk:

Da oversættelsen af À Cotê de chez Swann lå klar til anmeldelse med Vejen til Swann i 1932 var den 67-årige litteraturhistoriker og teaterkritiker Valdemar Vedel ikke sen til at fremkomme med specifikke dannelseskrav til, hvad en roman bør rumme og til enhver tid skal undgå. En roman bør bringe sundhed til veje og undgå at fortabe sig i sjælelige anliggender og lignende blindgyder. Hans anmeldelse udtrykker både en objektiv kritik, stærkt meddigtende passager og en personlig dom på den almene sundheds vegne. Det er dog først i sidste del af anmeldelsen, at Vedels realismeopfattelse, dannelseskriterier og sundhedsfordringer kommer direkte til udtryk. Han ser Proust og Paul Valery som de to franske forfattere, der er brudt stærkest igennem efter 1. Verdenskrig. De er både kunstprodukter fra de socialt og intellektuelt fineste lag i det gamle Frankrig og drivhusprodukter fra symbolismens og psykologismens ”Planteskole i 90’erne”. I kontrast til James Joyces roman Ulysses (1922), som Vedel håndhæver har rekorden i tankeløst at registrere øjeblikkets filmiske, mudrede strøm, opfatter han Prousts værk – der udelukkende er vurderet ud fra Vejen til Swann – som et forsøg på at studere sjælelivet og fortiden, som den tager sig ud i nu’et.

Det var dog ejendommelig form for mentalt Proustpoliti, der her er på tjeneste i Vedels gevandter. Med politi mener jeg ganske enkelt: litterater, der ter sig som en særlig form for rengøringstjeneste, der vil rense ud i alt der nærmer sig sjælen og de sjælelige anliggender. Dem, der mener, hvad der er sundt og godt at læse og som bortsensorer det de bedømmer som skadeligt, fordi det får os til at fortabe os, at stoppe op og skille os ud fra det strømmende og alt det, der byder sig til.

Hvem kan og hvem skal afgøre, hvad der er sundt, hvad der kan hjælpe os eller ikke? Først og fremmest handler det vel om at man ikke lægge det fra sig, man møder op med, det gælder også anmelderne, der ofte læse en bog udfra hvad de i forvejen synes og mene om litteratur.

Det bugner af hjælp til selvhjælp

Jeg synes det er tankevækkende at man i Information den 1. november 2012 kunne læse om en ny tendens, DR er danskernes nye terapeut !

Endnu et blad vendes i den store stime af selvhjælpsmuligheder. Men er det ikke en passiv én af slagsen ? Det går lige lukt ind gennem øjnene til aftenkaffen uden at man gør andet end trykke på fjernbetjeningen.
Kommer der nogen kognitiv forbindelse og ændring af ens liv ud af det, eller handler det dybest set om selviscenesættelsen, der endnu engang stikker sit Medusa hoved op til overfladen ?

Deltageren, Peter Lykke Larsen i programmet, En fars forvandling har været glad for sin coaching;

Men jeg tænkte, at der jo er masser af andre mennesker, der krænger sjælen ud foran et kamera i alle mulige tv-programmer. Det at andre har gjort det, har betydet, at jeg selv har turdet være med. Og jeg har kun fået positive tilbagemeldinger på min deltagelse. Jeg tror, det er, fordi folk har kunnet se, at det var et hudløst ærligt program”. (Peter Lykke Larsen).

Jeg lader rulleteksten stå, og går til Informations klumme, I kulturen, også fra 1. november.

Her causerer Rasmus Bo Sørensen om det med hemmeligheder, herunder det narrative begær og hvordan det driver vores læselyst. I den forbindelse nævner han den britiske litteraturforsker Frank Kernmode, som i sin bog, The Sense of an Ending, går skridtet videre og

fortolker vores læselyst som udtryk for en grundlæggende menneskelig trang til at ville forstå vores liv – og i sidste ende se en mening med døden, som den personlige afslutning, hvor hemmelighederne hører op og alting forklares” (Citat fra klummen)

Så måske har vi brug for en metafysisk overbygning på Medusas hoveder, en overbygning, som forbinder det indre og det ydre, det, vi ser og præsenterer om os selv, og det indre, hvor den enkelte har sin sjæl foldet sammen.

Og hvad er det lige med den læselyst, og det som litteratur kan, vel og mærke forstået som aktiv selvhjælp ?

Photo from Skåne

Så er vi på retreat- og skriveophold i Skåne :-)

Så kom uge 43, og dermed er det tid til retreat- og skrivekursus

Orange efterårsdage i Skåne

Snapshot af have i Skåne

—–

Litterære udvekslinger og stegte sild i persillesovs

De fire maskinrum, Ekelöf, Kierkegaard, Proust og Springsteen

garneret med en anelse mellemrum og Terapeutisk Tænketank

—–

En torsdag uden program, kun rammesat af hjemmebagte boller, fiskefrikadeller og æblekage

Snapshot fra kursus i Skåne, køkken

—–

Et højloftet rum, stik til elektronikken, små kinabøger, sutsko, julelys i udestuen og viftende træer

Skriveøvelser, manuskripter, gamle bøger fra 1914 og ny litteratur

Og om lidt går vi til stranden og lytter til det brusende hav, får lidt Østersø havluft ned i lungerne og kig til Bornholm

Snapshot af kursus i Skåne - stranden

Flere øjebliksindtryk følger…

Om Proust – af sporet er du kommet for at blive til den du er – del 7

Af sporet er du kommet for at blive til den du er, Neal Ashley Conrad Thing

Se del 6 her;

Se del 5 her;

Se del 4 her;

Se del 3 her;

Se del 2 her;

Se del 1 her;

VII.

Som tiden går, foretrækker man andre Prouststeder end tidligere. De ændrer sig som følge af transparensen i Prousts sætninger. Man får øje på forbindelser med andre tidligere passager gennem det man læser nu og fordyber sig i eller går rundt med fragmenter fra i hovedet, mens man foretager sig alt muligt andet. Som jeg hidtil har haft det med Proust, er hver eneste af hans sætninger aspirant til at blive den jeg dyrker, foretrækker eller frygter ikke at kunne ryste af mig igen. Dette aspekt skal der ikke tærskes langhalm på, hvilket ellers ville være en fornøjelse. Nu er det for alvor tid til at tage afsked og tage fat på alt det andet, der skal gøres og læses og skrives. Men Proust forlader man ikke, for han forlader aldrig sin læser.

—–

Det var Proust, næste gang er det Ekelöfs tur til at give et bidrag, håber du vil læse med 🙂

Om Proust – af sporet er du kommet for at blive til den du er – del 6

Af sporet er du kommet for at blive til den du er, Neal Ashley Conrad Thing

Se del 5 her;

Se del 4 her;

Se del 3 her;

Se del 2 her;

Se del 1 her;

VI.

Den identitetsproblematik, der er på færde i romanen, har først og sidst rod i en solipsistisk (om)verdensopfattelse. Dette forhold rummer sin egen fatale tragik, idet menneskets længsel efter et egentligt og rent møde med et andet menneske, uanset bestræbelsernes omfang, aldrig kan indfries. Som Inger Christensen har udtrykt det, sidder vi alle fanget et sted i bevidsthedens jungle, ligesom vi som edderkopper er fanget i sproget. Vi er som individer fastlåst i bevidsthedens paradoks. På den ene side er det kun bevidstheden, der gør det muligt at møde andre mennesker, på den anden side er bevidstheden selve hindringen for, at man kan nå og dermed på nogen måde objektivt erkende en anden person, som han eller hun er. Bevidsthedens fortegnelser vil, som fysikkens måleinstrumenter, altid påvirke resultatet. Lige så snart øjet ser den anden, ser det sig selv. Således lever vi alle i hver vores bevidsthedsglasklokke, styret af et indre begær efter at præge og omdanne den tilsyneladende verden i vores eget billede.

Om Proust – af sporet er du kommet for at blive til den du er – del 5

Af sporet er du kommet for at blive til den du er, Neal Ashley Conrad Thing

Se del 4 her;

Se del 3 her;

Se del 2 her;

Se del 1 her;

V.

Ethvert indtryk af virkeligheden er for Proust dobbelt; halvt udgjort af genstanden i verden og halvt udgjort af sjælen:  ”(…) ethvert indtryk er dobbelt, halvt omsluttet af genstanden, forlænget i os selv af en anden halvdel, som vi alene kan kende.(…)”(7,195) Første halvdel af indtrykket er fælles for alle, idet der kan tales om den, men den kan ikke uddybes, fordi man ikke kan komme den nær – denne side af indtrykket er fladt. Anden halvdel er derimod rumlig og individuel, men kan kun være situeret i selvet. Men det ser ud til, at deres potentiale kun kan kommunikeres gennem kunsten. Dette forhold kaster J.M. Cocking lys over som følger:

De åndelige oplevelsers potentiale findes kun i selvet; men det ser ud til, at denne potentialitet kun kan realiseres ved at projicere sig selv ud i objekter uden for selvet som dernæst efterstræbes med en lidenskab som forekommer at være rettet mod kvaliteter i objektet. I stedet for lidenskabeligt at jagte objektet, gør kunstneren brug af det, oversætter det til sin kunsts sprog (…) og indfanger og bevarer således værdierne, som han er blevet bevidst om gennem objektet.

(Proust. Collected Essays on the Writer and his Art,  s. 76, Cambridge University Press, 1982)(min oversættelse).

Man kan ikke, som i dannelsesromanen, sige, at Marcels kunstsyn gradvist udvikler sig hen imod en gradvist større indsigt i kunstens væsen. Der er tale om en stadig opstilling af hypoteser, der ikke følger Marcels udvikling. Det er fortællerens hypoteser. Indsigten kommer først i omslagsøjeblikket i bind 7, som et lyn fra en klar himmel.

Om Proust – af sporet er du kommet for at blive til den du er – del 4

Af sporet er du kommet for at blive til den du er, Neal Ashley Conrad Thing

Se del 3 her;

Se del 2 her;

Se del 1 her;

IV.

Menneskets ontologiske vilkår i På sporet er ensomhed og isolation. Men gennem stærke sanseoplevelser og gennem den ufrivillige erindring er det muligt momentant at undslippe den bevidsthedsmæssige indespærring. Det, der tilvejebringer den ufrivillige erindring, er en sensorisk oplevelse, fremkaldt af en ganske særlig hændelse i virkeligheden. Dermed bliver virkeligheden selv, ikke hverken kunsten eller kunstoplevelsen, det impuls- og refleksgivende grundlag for, at Marcel kan opnå erkendelsen af eksistensen af en anden verden. Dermed menes ikke en transcendent, metafysisk, men en immanent verden, som fortælleren indser er hans andet indre jeg. Det sker efter åbenbaringen ved Guermantes’ matiné i slutningen af bind 7, ”Den genfundne tid”, umiddelbart før mit udvalgte yndlingssted. Når kunstoplevelsen ikke kan sidestilles med erindringens betydning for Marcel, er det fordi kunstoplevelsen, som fortælleren flere steder reflekterer over, bl.a. i forbindelse med Vinteuils septet, kun kan pege på og vække bevidstheden om, Marcels indre individuelle virkelighed. Kunstoplevelsen kan ikke sætte den i drift.

Om Proust – af sporet er du kommet for at blive til den du er – del 3

Af sporet er du kommet for at blive til den du er, Neal Ashley Conrad Thing

Se del 2 her;

Se del 1 her;

III.

Disse essayistiske refleksioner udgør vel snarest en boullionterning af tanker i forhold til den velkendte og overskridende, men stærkt forpligtende passion, der kendetegner mit – og sandsynligvis også en helt del andres – forhold til På sporet af den tabte tid:

Hos Proust er vi definitivt i en verden uden Gud, hvor personligheden fragmenteres og seksualiteten flyder. En verden uden faste værdier, hvor adelen står for fald og det moderne samfund tromler frem. Alt dette blev hverdagskost for Proust, der som følge deraf konsekvent søgte tilflugt i litteraturen, som også hans fortæller gør mod slutningen af værket. Aldrig som et skjulested, altid som et middel til at skue gennem alt, som et brækjern, der bryder forståelsens gulv, en saks, der klipper i  samtlige diskurser op, som et sted, hvor alt det livet aldrig kan bringe os på højde med, blev både synligt og virkeligt og dermed rum for os læsere at se os selv igennem.

Det moderne liv er en spejlsal, hvor vi alle spiller roller, og ser os selv i alle spejle uden nogensinde for alvor at nå hinanden, som personerne i På sporet, fordi vi gemmer os bag løgnen af ren og skær frygt for sandheden, og hele tiden overlades til vores egne projektioner, som vi konstant forveksler med den livsverden, vi er i, lukket inde i os selv med hver sin film kørende om andre og os selv. Mod slutningen af på sporet frekventerer vi en 200-siders totalteater-matiné, et maskebal, hvor romanens hovedpersoner, inklusive fortælleren, konfronteres med fortiden. Som spejle viser de ham den nådesløse realitet, at tiden er gået. ”Men”, siger fortælleren, ”der var en endnu alvorligere grund til min angst; jeg opdagede denne Tidens ødelæggende virkning i det øjeblik, hvor jeg ville begynde at klargøre, åndeliggøre tidløse realiteter i mit et kunstværk.”

Om Proust – af sporet er du kommet for at blive til den du er – del 2

Af sporet er du kommet for at blive til den du er, Neal Ashley Conrad Thing

Se del 1 her;

II.

Min for tiden foretrukne Proustpassage (i ”Den genfundne tid” (bind 7, s. 336, l. 4-s. 342 l. 7, oversættelse: C. E. Falbe-Hansen, 1938 (2 bd.), Martins Forlag) udgør henholdsvis konciperingen af På sporet af den tabte tid, fortællerens introspektive anknytning til le moi profond ”Det andet jeg” (7, l. 10), der er værkets egentlige kilde og motor bag dets  helhedsplan, der nu skal realiseres og alt det, vi hidtil har læst. Tema for tema opruller passagen de kondenserede refleksioner over henholdsvis det ydre livs flygtighed, kroppens undertrykkelse af ånden, øjeblikkets ophævelse af den subjektive stræben og egoisme, ny indsigt i åndens udvidelse af jeg’ets dimensioner, identitetens lagdelte struktur (”min hjerne var en rig bjergværksgrube”), forholdet mellem døden og kærlighedens instabile væsen, diskrepansen mellem det ydre og det indre liv, det andet jegs suverænitet i relation til det ydre (moustache-skjorteflips-) jegs udskiftelige eksistens, samt det indbyrdes forhold mellem glemselens tomhed og den ufrivillige erindrings fylde og livskraftige udtrykspotentiale.

Af sporet er du kommet for at blive til den du er. Det er den nok så uhåndterlige erkendelse, jeg har med mig fra Proust, der forvandledes helt og holdent til tekst gennem de år, jeg læste ham. Under læsningen gik han selv i opløsning via sin egen uafsluttede tekst, som romanen er, og som totalt overtog hans liv og til slut også hans fysiognomi. Akkurat som Prousts skrift besætter, beriger og æder sig ind på vores liv, når vi læser På sporet.  Værket afsporer os og gør os fremmede for det velkendte og bevidste om det fremmede, så vi kan blive dem, vi er.